søndag den 18. november 2012

Velgørenhed- 15 x 15 varme

Jeg er faldet over en gruppe på facebook der opfodrer til at strikke lapper, der skal sys sammen til tæpper til hjemløse. Et meget prisværdigt initiativ- Jeg har lige sendt 56 lapper af sted.


To sæt lapper til varme 15 x 15
Det har været fint at få brugt garnresterne til et godt formål. Jeg har som nævnt lige sendt pakken med julemærker på, så er der jo en god sag mere der bliver støttet.

Det bringer tankerne videre- for nu har jeg gjort gode gerninger og kan nu pudse min glorie og fremhæve, hvor god jeg er - som lige er sket. Men samtidig reklamerer jeg også lidt for sagen via denne blog, endnu en god ting?- En bekendt har skrevet disse kloge ord om fænomenet selviscenesættelse. Efter min mening er det hovedsagelig en god ide- da der kommer opmærksomhed på sagen, men man skal også tænke sig om som beskrevet her: brystkræft kampagne er alt for kæk   (jow jow jeg købte som altid også armbånd og t-shirt i den lyserøde uge, men ikke bladet "hus forbi" da jeg var i KBH i sidste uge)

Gode tanker herfra

fredag den 2. november 2012

Hjælp mig med at få vist blog på min læserliste

Jeg har fundet nogen spændende blogs, som jeg gerne vil følge OG som jeg gerne vil have vist i min læseliste, det kan jeg bare ikke finde ud af ØV

Jeg synes jeg gør alt det, der står i "manualen"  men det er ikke lykkedes for mig- er der nogen der kan hjælpe

torsdag den 25. oktober 2012

Efterår = patchwork-sæsonen er startet

En af de rigtig gode ting ved efterår og vinter er at vores hyggelig syklub genopstår. Vi hold møde i onsdags og jeps Patchwork-sæsonen er startet.

Nu er det ikke et krav, at det skal være patchwork det hele- så lad os se hvad denne sæson byder på.



onsdag den 17. oktober 2012

Nyt liv til svigermors pude, en slags DIY

Endnu et projekt fra redesign kurset. I svigermors gemmer var der også broderede puder, der tængte til et nyt liv. Så se lige her:

Vasen er syet som en beholder og alt efter hvor stor den bliver lavet kan bruges til mange andre ting, brødkurv, takse osv.

Beholderen er lavet på denne måde : to stykker stof f.eks. 50 x 25 cm og 44 x 25 cm foldes og lægges over hinanden. Der laves et læg i bunden på f.eks. 5 cm. så syes alle dele sammen. Jeg har forsøgt at lave en tegning her:
Princip skitse af fremgangsmåde
Et billede, der viser lidt af det som tegningen illustrerer. Når sidesømmene er syet sammen, vendes beholderen og der laves ombuk, så foerstoffet danner den øverste kant. Kanten sys evt sammen i hånden, eller på maskine. Jeg har desværre ikke billeder af de sidste processer.

Jeg fik produceret to beholdere på kurset. Jeg satte et glas i den mindste beholder og så var vasen der.


torsdag den 27. september 2012

Slagt et "maleri"

Fin overskrift ikke? I august var jeg rigtig egoist- havde købt en uge på højskole i Skals  Sammen med en kær veninde havde vi meldt os på kursus i re-design. DET var sjovt og inspirerende. Vi slagtede mange ting og sørgede for en genopstandelse i ny udformning. Et eksempel er et fint broderet billede af P.S. Krøyer og Marie på stranden kunne sammen med et par lædernederdele og en sweater blive til- 2 par vanter og en pung/beholder

To par hansker og pung
 
Pung i broderi og i pressening

Vanterne har en tynd uldsweater, der er vasket ved for høj temperatur som foer og en skindnederdel som bagside. Det er genbrug hele vejen. På nederste billede kan pungen ses i nærbillede sammen med den samme pung syet i pressening. 
Her tilsidst det oprindelige maleri af parret på stranden. Nu vil jeg tage i biffen og se Bille August fortolkning af deres historie
Kunstneren og hans hustru, fra wikimedia
 

tirsdag den 18. september 2012

Trøjen er færdig, trøjen er færdig, trøjen er færdig

Trøjen til hr Øvig er færdig- det har været en sej kamp, men nu er den færdig. Se selv- ret fin hvis jeg selv skal sige det:
For eventuelle læsere, der ikke kan huske noget om forhistorien om trøjen kan jeg sige, at den er strikket i Navia Duo - kedelig kedelig, at strikke glatstrik på pinde nr 4. Rettet til i sidste fase, da den viste sig at være for kort (er måske stadig til den korte side) Men den er færdig nu -------
bemærk den lille række med pacman

Det kan godt være at næste trøje til hr. Øvig bliver købt færdig. Der er dog en trøje der skal slides op før det sker :-)

mandag den 20. august 2012

patchwork tæppe

Så kan det endelig afsløres. Her er hvad foråret og sommeren er gået med:
Jeg har syet et tæppe med billeder af mine børn og nevøer. Tæppet blev afleveret til mine forældre til deres guldbryllup i lørdags. Tæppet er syet af jelly rolls i brune og beige mønstre. Billederne er sendt til mig via facebook og overført til stof hos en fotohandler. Billederne er ligeledes i brune nuancer---- Der er 11 billeder- jeg tror de blev glade for tæppet.